At ’gå til biddet’ og at ride i en sund holdning er ikke længere det samme…

At ’gå til biddet’ og at ride i en sund holdning er ikke længere det samme…

27. oktober 2020 Af Tine Futtrup

Hvad man gør i toppen af ridesporten og nede på fritidsniveau er to meget forskellige ting. Der flammer jævnligt en debat op om velfærden blandt top-heste, og hvordan de bliver redet mm. Ingen tvivl om at vi stadig mangler en ordentlig debat her, og noget overensstemmelse mellem hvad vi ønsker at se på stævnebanerne og hvad der bliver belønnet for point-mæssig.

Men det er ikke der jeg gerne vil lægge mit fokus i dag. For selv om velfærd er vigtigt i, så udgøre andelen af fritidsryttere en væsentlig større del af den danske ridesport.  Og der er særligt ét emne jeg synes vi skal have snakket noget mere om…

 

Heste skal gå til biddet

Det er nærmest en af de første målsætninger vi får sat fast i bevidstheden. Om skulderen skyder eller hesten løber, bare den går til biddet, så må resten kommer på plads senere. Vi er næsten som besat af denne kollektivet vedtaget tradition, om at heste skal bøje nakken når de bliver reddet. Så tidligt som muligt.

Det er underordnet hvordan det ser ud, eller hvordan det bliver reddet frem, blot der er den rigtige vinkel på næseryggen, og nogle gange endda lidt ekstra bug på nakken.

Tilbage i tidernes morgen, var ideen med dressur at træne en hest der var let at manøvrer i krig, og som samtidig var holdbar. For det er dyrt at uddanne en krigshest. Så hvis den går i stykker på den første marchtur inden vi overhovedet er nået frem til slaget… what is the point then?

 

Der er den model, som dressuren har taget udgangspunkt i. En løftet ryg, vægten tilbage på bagparten, så hesten udnytter fjedringen og styrken i bagparten til at føre den frem, og skåner sin krop. Et resultat af dette er en let løftet forpart, der gør hesten let at skifte retning på og: en rundet hals.

Her er det så at vi i nutidens moderne ridekunst, kollektivet har vedtaget at ’glemme’ halvdelen af opskriften. Vi springer direkte på ved den rundede hals, og antager at det er dét som er slut resultatet – dette er dressuren. Hvor vi i stedet skal minde os selv om at hals og hoveds holdning er et produkt af samling, og ikke et bevis for samling i sig selv.

 

Dressur er det vigtigste redskab vi har

Jeg synes vores tilgang til dressur er et hammer vigtigt emne fordi…

  • Dressur kan forlænge hestens holdbarhed, fordi vi bygger muskler op som beskytter ledende, og vi lærer hesten – gennem dens holdning – at skåne sin krop bedst muligt, så den ikke får skader og går i stykker.
  • Dressur uddanner vores heste til at være lette at håndtere. Derfor større sikkerhed for rytteren.
  • Dressur kan være fundamentet til mange andre discipliner, vi har lyst til at udforske med vores heste.

 

Men alt det kan kun lade sig gøre, hvis vi gør det rigtigt. Det er de samme spilleregler, som når vi træner vores egen krop.

Tænk at vi går ned i fitness world. Vi finder en 1 kg vægt og en 5 kg vægt frem og stiller dem foran os. Vi skal have løftet de her vægte op over hovedet og ned igen. Er det kun 1 kg, så er det næsten ligegyldigt hvordan du gør det. Om du står foroverbøjet samtidig, eller hviler på den ene fod… Du kan sagtens løfte 1 kg uden at det gør ondt nogen steder.

Men tager vi nu fat i de 5 kg i stedet for. Hvis du ikke sørger for at lave øvelsen i en korrekt form, hvor du passer på din ryg, så kommer du lynhurtigt til at lave skader på dig selv.

Form og holdning er altafgørende, når vi beder hesten bære på vores 70 kg i 45 minutter, mens den danser dressur.

Hestetræning handler om at forme og styrke hesten, så den er stærk nok til at bære rytteren og beskytte sin egen krop på samme tid. Det kan ikke lade sig gøre, når dens næseryg bliver holdt på plads af at pres fra tøjlen, og uden at resten af samlingen er med.

 

Hvorfor?

Ganske kort. Langs hele halsen, fra top til bund, ligger et ligament. Det ligament sidder fast på de første ryghvirvler. Hele dette ligaments opgave er at trække i og løfte ryggen, når ligament strækkes ud. Her sparer hesten en masse energi på at løfte ryggen med muskelkraft.

Men! Hvis næsen trygges ind, så bliver ligamentet slapt, og der er ingen hjælp at hente for ryggen. Samtidig presser denne holdning også ryghvirvlerne sammen, sådan at de ikke har mulighed for at løfte sig, fordi der simpelthen ikke er plads.

 

Billedet er fra Gillian Higgins bog ’How your Horse Moves’.

Her løfter hesten hovedet op og det røde ligament bliver slapt, men der sker det samme når hesten fører mulen ind mod bringen, som hvis de gik stramt til biddet:

Billedet er fra Dr Gerd Heuschmann ‘Tug of War’ og DVD’en ’If horses could speak’. Her kan vi også se at en kort hals gør at bagparten ikke kan svinge ordentligt ind under hesten.

At hesten bærer sig selv og træder ind under sig med bagparten er altså den vigtigste del af samlingen. Det er ret problematisk hvis vores forsøg på at ride dressur, bliver til noget der forhindre hesten i at bære sig selv korrekt.

 

En alternativ opskrift på en rundet hals: få samlingen med

’No one way to do it’

Og det er også træls at feje én metode af bordet, uden at komme med et forslag til et alternativ. Når argumentet for at vi ikke skal bruge tøjlerne til at forme hestens hals, er baseret på hestens biomekanik. Så kunne en evt. løsning tage udgangspunkt i det samme. For der er en tilgang som gør.

De tre trin til samling, er den fremgang Andrew McLean (PhD Equine Cognition & Learning) bruger når han uddanner hesten til at bære sig selv i en korrekt holdning.

Første trin er at træne hestens respons på ben og tøjle i forhold til ’frem’ og ’stop’ signalerne. Målet er at gøre hestens respons så ensartet og konsekvent som muligt. Når bevægelserne i overgangene sker flydende og ’rytmisk’, begynder hesten at udvikle en afslappet overlinjen, og et stræk af ryggen.

Andet trin sætter fokus på skuldrene. At hesten er let at manøvrer ved retningsskifte, og at hesten kommer flydende ind i sidebevægelser såsom versader. Det træner muskler og koordination som gør hesten let på forparten. Vi begynder at se lateral fleksion og en bøjning i halsen.

Tredje trin skal vi have bagparten med. Det er især øvelser som traversader der viser om hesten er både smidig og stærk nok i hele kroppen, til at kunne udføre dressurøvelserne, og for lette hjælpere.  Når den kan det, så ser vi at ryggen bliver afslappet og elastisk, og hesten træder dybere ind under sig selv. Nakken løfter sig, og vægten bliver skubbet en smule bagud, sådan at hesten balancepunkt lander under rytterens sæde.

Samlingen er under udvikling.

 

No one way… nej

Der er selvfølgelig mange flere detaljer til ovenstående, og lige så mange andre måde at gribe det an på. Jeg mener det væsentligste er at vi får kikket grundigt på vores heste, og overvejet den måde de går på. Skåner vi deres kroppe? Eller skal vi ind og arbejde på nogle justeringer? Er der måske nogle ting inde i min hest krop, der forhindrer den i at gå rigtigt?

Det handler jo om biomekanik, så odds er at vi vil mærke en markant forbedring i hele hestens gang, når først vi får rettet halsen ud, og bagparten i aktion.