En menneskelig hest…

En menneskelig hest…

16. juli 2020 Af Tine Futtrup

Kan heste drille? Kan heste være jaloux?

Det er et spørgsmål jeg diskuterer med stor passion, og emnet betyder rigtig meget for mig personligt, og som hestetræner. Jeg mener det er her vi risikerer at gøre hesten den største uret. At bebrejde dem for en intention, som de ikke har kapacitet til at forstå. Teksten her, er et genskriv af en artikel jeg skrev for nogle år tilbage.

 

Hvor langt kan vi gå?

Den moderne hobby hest er speciel og unik. Der findes ikke nogen, der kan erstatte ham og give lige præcis det han kan. Han er magisk, selvstændig og hengiven på sammen tid. Han er en kær ven, en trøstende skulder, et holdepunkt, en eventyr makker.

Men den moderne hobby hest er ikke et menneske, og den moderne hobby hests mentalitet er ikke sådan lige at substituere med en menneskelig bevidsthed, med forståelse og fatteevne der svarer dertil.

Jeg vil ikke ødelægge andres eller mit eget smukke billede af hvad heste er i stand til at kommunikere og udtrykke af følelser. Jeg tror på at min hest har personlighed. Jeg tror at hans små særheder, er noget helt særligt ved netop ham. Jeg tror på at han føler. Smerte, glæde, uro og angst. Alligevel føler jeg ofte, at jeg er nødt til at tage afstand til mine fornemmelser. Såvel for min egen hests som for andres hestes skyld.

 

For hvor går grænsen?

 

Jeg ser utrolig meget kærlighed givet til hesten. Givet i den tro at den forstår hvad det er vi giver til den.

Det er en smuk ting at give kærlighed. Men der er en bagside til dette kærlighedsforhold. En bagside der efter min mening overskygger den kærlighed vi giver til gengæld. For det er en uretfærdig – ofte ubevidst –  bagside, som hesten ikke kan stilles til ansvar for.

Vi tror på at den forstår vores ord, vi tror på at den har menneskelignende vaner, vi tror på at den er mere. Den tro leder os til forventninger, der langt overstiger hestens evner og kapacitet for forståelse og læring. Den slags forventninger kan skabe splid i vores træning når hest og rytter ”går forbi” hinanden, og frustration og forvirring træder i stedet for tålmodighed og forståelse.

 

Lad mig give et par eksempler på hvad det er jeg tænker på: Udtalelser som ”min hest elsker ringridning og farven grøn” eller ”min hest kan ikke lide, kan godt lide…”. Disse er personlighedstræk som vi tildeler vores hest.

De er nok så uskyldige, hygsomme og naturlige for os som mennesker, og vi gør det allesammen. Det er en psykologisk ting i mennesker, at spejle os i vores omgivelser. Nogle af de udtalelser kunne såmænd være sande, men det uskyldige udgangspunkt kan hurtigt udvikle sig til en tro på hestens menneskelignende bevidsthed, og så er vi ude i noget af det farlige.

 

Jeg har oplevet så mange ponyer, der stormer af sted over det ene spring efter det andet. Hovedet løftet, ryggen sænket og ørerne tilbage, mens publikum bifalder ”Den er godt nok glad for at springe den hest”. Det stikker til mit indre når jeg står i en sådan misforstået situation, og ser en stresset hest ude af balance, hvor man i virkeligheden burde stoppe træningen og gå tilbage til basis. Finde ud af hvor i hestens grunduddannelse noget er gået tabt eller er gået for hurtigt frem, som gør at hesten stormer afsted. Derfra gradvist genoptræne, til vi får en hest i balance på springbanen.

Det gør hele scenariet mere sikkert for rytteren og velfærdsorienteret for hesten.

Fra de uskyldige personlighedstræk kommer vi lidt for hurtigt over i en udviklet bevidsthed, og vi begynder at identificerer mere komplekse karaktertræk hos vores kære hest såsom: ”Min hest driller mig, han ved jo godt hvad han skal”, og ”Min hest er jaloux når jeg er sammen med andres heste”.

Vi kan ende i en farlig situation nu, hvor vi ignorerer hesten vi står med og kun ser den bevidsthed vi selv har designet. Vi får ikke taget højde for hestens naturlige adfærd, læringsevne og mentale kapacitet.

 

 Vi glemmer at anerkende hestens begrænsninger

 

Heste kan ikke forstå at de har gjort noget ”forkert”. Heste kan ikke forstå betydningen af at ”drille”. Det tillader jeg mig at sige, fordi det kræver indsigt og ræsonnement at kunne drille bevidst. Heste kan ikke ræsonnere… Det fysiske bevis er ikke til at argumentere imod. Mange års forskning siger et samme.

Den hjernedel der er ansvarlig for netop denne funktion, er så meget mindre hos hesten når vi sammenligner med mennesker, at det ville være ganske urimeligt overfor hesten at forlange noget der bare ligner en menneskelig indsigt. Så når vi bruger ord som ‘dril’ og ‘jalousi’ til at forklare hvad vores heste gør, så lægger vi et ansvar over på hesten, for selv at forbedre sin adfærd. Det er dem som er årsag til problemet.

Og så er det gået helt skævt… det er ganske enkelt ukonstruktivt, at tilskrive et problem den årsag at hesten er i drillehumør, når den ikke er i stand til at forstå hvad ‘at drille’ er.

 

Morgans kanon

Jeg bevarer mine ideer om min Frig’s personlighed, men jeg lader dem ikke influerer hvordan jeg træner ham. Jeg lader teorien komme først, fordi jeg tror på at det er det bedste jeg kan gøre for ham. Fordi det er vigtigt at træne efter hans læringsevner og ikke mine, da jeg som menneske er i stand til at sætte mig i hans sted, mens han som hest ikke vil kunne sætte sig i mit.

 

Jeg følger en simpel lov, formuleret af behavioristen Conwy Lloyd Morgan:

“Lad aldrig en adfærd være udtryk for højere psykologiske evner, hvis denne rimeligt kan forklares ud fra en lavere grad af psykologisk evne”

 

Det er måske at sætte tingene på en spids, og være kritiske over for alt hvad vores heste gør. Men på trods af det, så er det en tanke vi ikke bør ignorere. Vi går på kompromis med hestens velfærd når vi ikke respekterer deres potentiale for hvad det er. Vi risikerer at forlange, og antage ting om hesten der ikke er mulige, som så leder til frustration og magtkamp i ridningen. Det går i sidste ende ud over hestens velvære og vores rideglæde.

Vi er i stand til at sætte os ind i og forstå vores heste, og det er vores ansvar at gøre det.

 

Kan heste føle?

Jeg har indtil nu berøvet os en forklaring på det magiske forhold vi har til vores hest, uden at tilbyde et alternativ til erstatning. Det er ikke nogen let opgave og jeg vil ikke forsøge. For jeg kan ikke forklare hvorfor heste er så specielle. Jeg tror som sagt på at min hest har en unik personlighed, og jeg tror på hans begrænsninger… Men i realiteten ved vi ikke præcist hvor de begrænsninger går til.

Kan heste føle? Hvis du sætter dig ned med Sjaastad, Sand og Hove’s ”Physiology of Domestic Animals”, så vil de fortælle dig, at det limbiske system i hjernen er hovedansvarlig for vores følelsesregister. De vil fortælle dig at forskellene mellem vores og hestens limbiske system er meget små.
Om end hestens intellektuelle evner må antages at være begrænset fordi vores præfrontale cortex er væsentligt større, så er deres følelsesmæssige kapacitet ikke langt fra vores egen. Ikke anatomisk i hvert fald.

 

Her finder jeg det vigtigt at påpege, at følelser som empati, jalousi og det at bære nag, er det som vi kalder komplekse følelser. Det kræver ræsonnement at danne disse følelser! Derfor, det at vi har et tæt på ens følelsescenter, gør ikke hesten automatisk i stand til at forstå, mærke eller udtrykke disse tre følelser, hvilket er centralt i forhold til mit argument om, at heste ikke er i stand til at drille.

Det at drille kræver forståelse for rytterens ønske, kapaciteten til at føle et behov for at fremprovokere en bestemt følelse hos rytteren, samt evnen til at tænke sig frem til hvilken adfærd der ville kunne fremkalde den følelse.
At hesten har ligeværdig kapacitet for basale følelser, betyder ikke at vi kan forvente og forlange at de har samme bevidsthed omkring dem som vi har.

 

Følelser alene fortæller os ikke hvordan vi danner specielle forhold til vores hest. Hvorfor din hest kommer dig i møde på folden, uden at det er noget I har trænet med gulerødder. Hvorfor din hest af sig selv kommer hen til dig og nuller dig i nakken. Hvorfor de kan virker så rolige og trygge i vores selskab.

Vi ved heste er sociale dyr, de lever i flokke og bliver ængstelige når de er alene. Det er en del af deres overlevelsesstrategi at bevæge sig i flok, fordi det øger chancerne for den enkelte.

 

Jeg tror ikke på at menneskelig kontakt kan erstatte hestens behov for socialisering med artsfæller – på ingen måde. Men det faktum at regelmæssig træning kan gøre dem så afslappede, ”stressfrie” og rolige i vores nærvær. Det må da betyde noget? Der må være en slags socialt forhold der, som er til gavn for hesten. Eller er det bare forudsigeligheden, vanen der giver tryghed?

Hvad, hvordan, hvorfor… Det kan der ikke svares på, og det er lige præcis derfor at det er så hamrende vigtigt, at vi ikke forlanger mere end hesten kan give, for så går det galt. Så får vi stressede, forvirrede heste, og i allerværste tilfælde får vi heste der er offer for indlært hjælpeløshed.

Hellere spørge om for lidt end for meget, og så bruge den ekstra tid der skal til.