Hvorfor bliver heste ‘døve’ for hjælperne?

Hvorfor bliver heste ‘døve’ for hjælperne?

24. maj 2020 0 Af Tine Futtrup

Min anden yndlingshest, i løbet af min rideskole tid, var en ’lidt-sin-egen’ type fjordhest, der her Funny. Han lavede som sådan ikke ballade. Han stak heller ikke af med sine ryttere, men han var virkelig dårlig til parader. Han traskede bare videre og løftede hovedet, når man trak i tøjlen. Han havde vel en gennemsnitlig bremselængde på 3 til 6 meter – fra skridt vel at mærke!

Men han var en herlig pony. Blot en af mange elevheste, såvel som privatejede heste, der har givet andre ryttere lignende udfordringer.

Jeg skal bruge flere end mine egne to hænder, hvis jeg skal tælle på fingrene hvor mange heste jeg har mødt og redet der var tunge eller ’døve’ for enten tøjle eller schenkler.

Det er jo både upraktisk og lettere irriterende fra vores synsvinkel. Jeg vil gerne ride præcist i et dressurprogram, og det forstyrre både mit flow og mit sæde, hvis jeg skal til at lægge kræfter i tøjlerne eller sparke med benene.

Og så er der hesten… Som bliver trukket og skubbet fordi det er dét der skal til for at få en reaktion. Men hvorfor er det kommet så vidt? Hvorfor er vi blevet nødt til at være grove? Det er hverken målsætningen for dressur eller god hestevelfærd.

 

Hvorfor bliver hesten ’døv’ for hjælperne?

 

Timing

Hvordan ved hesten at den skal bremse for tøjlen og gå frem for schenklen? Det er noget den har lært, af erfaring. Når hesten gang på gang har oplevet, at idet den går frem når den mærker presset fra schenklerne, så forsvinder presset igen.

Hesten er motiveret for at undgå presset fra tøjle og ben. Derfor prøver den at få det til at gå væk. Når vi har lært den hvad der skal til, så får vi en hest der reagerer for en let hjælper.

Men dette system er skrøbeligt, hvis vi ikke konstant bekræfter hesten i at det rigtige svar altid fjerner presset. Hesten bliver kun ved med at tilbyde ’tempo’, fra et pres med schenklerne, så længe at sandsynligheden for at presset forsvinder med det samme igen, er høj.

Ellers forsøger den sig med noget andet for at undgå presset. ’Trial-and-error’ indtil der er succes.

Hesten der slet ikke er til at få frem, hvor man nærmest sidder med benene klisteret til dens sider og der sker absolut intet. Den er blevet ’døv’ for schenklens betydning, fordi presset aldrig forsvinder. Over tid bliver rytterens ben til baggrundsstøj for hesten, en konstant irritation som den ikke kan gøre noget ved.

Det er hvad der sker når vi virkelig er nået langt ud i den negative spiral, og det er en situation vi meget gerne vil undgå. Fordi det også har en mentalt negativ effekt på hesten.

 

Det betyder at vi skal værne om vores hjælpere. Vi skal værne om vores timing. Være meget bevidste om hvornår vi bruger en hjælper og hvornår vi giver efter igen. Tøjlen og schenklens betydning for hesten, skal vedligeholdes hver gang vi bruger dem, og det gør vi ved at bekræfte hesten, hver gang den agerer korrekt.

Rammer vores timing ved siden af, så bekræfter vi måske hesten i noget helt andet. Hvis den f.eks. går sidelæns i stedet for frem, idet vi slipper med schenklerne.

 

Overskygning

’Overskygning’ er en habituerings teknik i Equitation Science. Når hesten – eller mennesket for den sags skyld – udsættes for to modstridende stimuleringer på samme tid, vil den ene dominere den anden. Har du oplevet at være ualmindeligt træt og sulten på samme tid?

I sidste ende prioriterer vi et af behovene over det anden. Enten slæber vi os ud i køkkenet, eller også smider vi os på sengen. Det behov der bliver oversæt, tilsidesættes for nu. Det er princippet for overskygning. Vi kan ignorere én stimulering, fordi en anden er mere dominerende.

 

Sidder vi på hesten har vi overordnet 3 forskellige hjælpere. Vi har tøjlerne, sædet og schenklerne.

Vi har mange flere signaler end det. Vi kan bruge begge ben samtidig, eller kun et ad gangen. Vi kan gøre forskellige bevægelser med sædet, og vi kan lave flere af variationer med tøjlen. Det er ret mange signaler vi som rytter skal lære at jonglere på samme tid.

Vi er i overhængende fare for at præsenterer hesten for to modstridende stimuleringer på samme tid – bevidst og ubevidst.

Den klassiske problemstilling er ben og tøjle på samme tid. Det er blevet en risikozone, fordi tøjlen ud over at være et signal til ’stop’, også er blevet et signal til at forme hestens hals.

Det er især i indlæringsfasen, eller igen, hvis vi rammer forkert med vores timing. Giver jeg min hest signal til at runde eller bøje, er der ret stor sandsynlighed for at den også vil tabe noget tempo. Hvis jeg trykker hesten frem med schenklerne, samtidig med at jeg stadig afventer en reaktion på tøjlen, så bliver hesten præsenteret for to modstridende beskeder.

Den ene vil blive overskygget.

Typisk er det benet der bliver overdøvet, fordi bidet med dets placering i munden giver et skarpere pres.

Sker det tilpas mange gange, så er vi i gang med at lærer hesten at benene ikke har en betydning. Fordi vi indirekte forhindrer hesten i at ride frem for schenklen, fordi tøjlepresset blokerer i den anden ende.

 

Men…

Læring er en proces og læring tager tid og mange gentagelser. Fordi man én gang, eller tre gange har brugt ben og tøjle samtidig – så har det ikke nødvendigvis en dårlig effekt med det samme på din schenkelhjælp.

Men, over tid har det konsekvenser. Det er de små misforståelser i kommunikationen, der kan lede til større problemer. Problemer vi gerne vil undgå for ridelighed og velfærdens skyld.

 

Jeg synes lige præcis det her emne er virkelig spændende, fordi det sætter krav til os ryttere. I dag er det ikke hesten der er ’dum’, ’doven’ eller ’fræk’. Ansvaret er vendt rundt. Det er os der skal finde ud af, hvad det er vi gør, når rideturen ikke går helt efter planen.

 

Når først en hest er blevet ’døv’ for en hjælper, er det fordi forkert timing eller overskygning, har fundet sted længe. Vi undgår det, ved at fange vores små fejl.

Giv efter for hjælpen når vi får den rigtig reaktion fra hesten.

Brug ikke to modstridende hjælpere samtidig. Læg dem i stedet tæt efterfulgt af hinanden.