Jeg rider til dagligt en hest med ét øje. Det har været noget af en udfordring, men også enormt spændende. Der er mange ting man skal tænke helt anderledes, men på mange måder er hverdagen også stadig den samme. Denne blog er selve forløbet i billeder, fra et spontant skift til at øjet skulle fjernes.
Historien om Frigs fascinerende øjne startede for syv år siden.
Da man forsøgte at give den gamle knabstrupper type lidt ’former’ igen, blandede man forskellige racer ind i avlen, bla. lidt appaloosa. Appaloosaen har dog imidlertid overleveret en genfejl til knabstrupperne, der relatere til øjnene. Denne har intet at gøre med sygdommen der gjorde at Frig måtte af med sit øje, og den er umiddelbart ufarlig, om end lidt pudsig.
Min hest har mørke, brune øjne. Ses meget tydeligt på overskriftbilledet. Always have, always will… troede jeg.
En genfejl
En helt almindelig fredag er jeg på vej ind på folden for at hente min hest. Jeg går i stå fordi min hest, selv på afstand, ser meget mærkelig ud – og det går op for mig at hans øje skinner på en mærkelig måde.
I løbet af små 24 timer, har Frigs venstre øje spontant skiftet farve fra brun til grøn. Og ja, det er den samme hest. Jeg ringer til min dyrlæge, han vil gerne se ham med det samme, blot for en sikkerhedsskyld – når nu det er et øje det drejer sig om.
Han konstaterer at alt inde i øjet visuelt ser ud som det skal, og der er respons på både lys og bevægelse. Han fortæller mig så, om denne spøjse lille genfejl som knabstrupperne har arvet, og skønner at dette er årsagen. Øjet var muligvis blevet ’provokeret’ til dette farveskift af en smule øjenbetændelse – den slags hestene tit får når det blæser meget, eller der er mange fluer.
En måned senere var øjet så småt ved at blive brunt igen. Der havde jeg ellers vænnet mig til at min hest så lidt speciel ud. Året efter var det samme show en gang til, nogenlunde samme årstid – men nu på det højre øje.
En kronisk sygdom
Som sagt var de spontane farveskift i sig selv ufarlige, men det skulle desværre ikke fortsætte med at være en uskyldig finurlighed. For fem år siden stod Frig en dag med et tågeslør der dækkede hele hans højre øje. Jeg har desværre ikke et billede af det. Men det ligner at en mælkehvid hinde dækker hele øjet – man kan ikke se pupillen eller farven i øjet overhovedet.
Hans øje var hævet, både over og under øjet, og øjenvipperne pegede direkte ned i stedet for ud. Jeg har siden lært fra dyrlægen, at vipper der peger ned af er tegn på smerte – ligesom vi går og rynker panden når vi har hovedpine.
Jeg fik dyrlægen på besøg igen. Frig havde en betændelsestilstand i sit øje. Denne kunne enten være akut, og blot et engangstilfælde. Men det kunne lige så vel være en kronisk sygdom, der ville komme igen. Vi kunne ikke sige hvilken, medmindre han blev syg igen – og i så fald skulle jeg forberede mig på at han en dag skulle af med sit øje.
Og det var en kronisk sygdom, og omtrent én gang om året kom dyrlægen på besøg for at behandle øjet og slå sygdommen ned. Samme symptomer og samme forløb hver gang.
Sommeren og efteråret 2019 – øjet skal væk
I løbet af 2019 gik der betændelse i øjet 2 gange, og det var meget svært at slå ned. Det tog lang tid med behandling at få det til at se normalt ud, og jeg kunne ikke få hævelsen helt væk. Derfor blev dyrlægen og jeg enige om at nu var det tid til at fjerne øjet. Nu kunne vi ikke længere forsvare at nøjes med behandling. Der var alligevel også gået 5 år, siden første tilfælde.
Billedet her er fra efteråret 2019, denne gang har øjet skiftet farve til blå, der er en smule tåge i øjet, og der er hævelse omkring. Det er mest tydeligt over øjet, det ligner nærmest en ekstra lille pose der tynger på øjet.
Sygdommen er også begyndt at påvirke Frigs adfærd da, og det har den gjort fordi han har haft smerte i øjet den sidste tid. Normalt er Frig en meget afslappet hest. Halsen hænger altid i skulderhøjde, og han bruger næsten udelukkende ørene og små kropstegn til at ’flytte rundt’ på de andre heste på folden.
Men den sidste tid før vi fik øjet fjernet, var han blevet mere og mere rastløs på staldgangen, han led pludselig af voldsom seperationsangst, og han var blevet tydeligt mere aggressiv på folden.
Frig den ét-øjede knabstrupper
Sådan så hans øjne ud en uge før hans operation, vi er i slutningen af november måned.
På trods af at øjet har sin normale farve igen, er der stadig tydelig hævelse omkring højre øje. Det ser næsten ud som om øjet bliver presset ud indefra. Vi har ventet til december, fordi temperaturen og manglen på insekter giver de bedste forudsætninger for at undgå betændelse i såret.
Den 5. december bliver Frig opereret. Operationen går rigtig godt, den foregik stående, og Frig skulle efter sigende have opført sig eksemplarisk.
Og det er også en hel anden hest jeg får med hjem. Min afslappede, rolige Frig er dukket op igen. På trods af at det er virkelig svært at få forbindingen til at blive siddende, så går det rigtig godt med at få såret til at hele op. Ingen komplikationer.
Tre dage efter operationen. Øjet er blevet fjernet gennem den naturlige åbning, og efterfølgende har de blot syet det sammen, så der ikke er hul ind.
Der er væskeophobning inde bagved, som gradvist vil falde sammen. Han ser lidt skæv ud…
To uger efter operationen, stingene er blevet fjernet. Der er en enkelt lille såråbning, hvor Frig havde kløet sig en dag, og trukket lidt i stinget.
Hævelsen er faldet markant, og på det her tidspunkt lignede det blot en jævn flade, der hvor øjet havde været.
The final look
Vi er i midten af januar. Vi er begyndt at ride igen. Såret har lukket sig og hævelsen har fortaget sig. Det er sådan min ét-øjede hest kommer til at se ud.
Det var en mulighed at få sat en protese ind, sådan at der ikke ville være en indhulning der hvor øjet var. Men sådan en er lidt dyr, og der er altid en risiko for infektion, når du indsætter fremmedlegemer. Desuden ville en protese udelukkende være for det kosmetiske udtryks skyld… Frig er nok lidt ligeglad, og jeg elsker ham som han er.
At ride en halvblind hest
Det har været en udfordring, især den første måned. Men alligevel ikke så stor en udfordring som jeg havde forberedt mig på. Min hverdags rutine har skullet tilpasse sig lidt. Jeg skal tænke over hvor jeg står, huske at røre ved ham og fortælle ham hvor jeg er.
Men det har virkelig også været spændende, og jeg tænker jeg vil skrive en blog eller flere om hvordan det er at træne en hest med ét øje.
Der vil altid være en risiko for at der kunne opstå sygdom i det andet øje… Der er dog ikke en decideret øget risiko, og heldigvis har venstre øje aldrig vist tegn på sygdom – bortset fra de her farveskift.
Og selv hvis det skulle ske om nogle år, så satser jeg på at vi igen får 5 år, før det skal væk. Så har vi fem år til at forberede os på den situation.
Du kan følge Frig the one-eyed knabstrupper på instagram.
